Historie
For mange hundrede år siden, ja faktisk ganske præcist 1100 år tilbage i tid, skete der en mindre folkevandring fra Canada, over isen hen til Grønland. Hvis du undrer dig over hvad en folkevandring er, kan det ganske kort forklares at det er en gruppe mennesker, der bestemmer sig for at flytte fra et sted til et andet. Disse mennesker var eskimoer, også kaldt inuitter.
Om vinteren levede inuitterne i faste områder, hvor husene var lavet af tørv, sten og træ. Om sommeren splittede landsbyen sig over flere områder, for at være tæt på de vigtige ressourcer, som jo var dyrene. De levede hovedsageligt af sæler, hvaler, fisk, rensdyr og fugle. Af disse dyr fik de ikke kun mad, men også skind til at lave tøj og telte, ben til at lave amuletter osv. Det var mændene, der stod for jagt, udformning af redskaber og bygning af boliger og både. Kvinderne stod for skinarbejdet, madlavning og indsamling.
Europæerne kom til Grønland i 1500- tallet. Med sig bragte de sygdomme, som grønlænderne ikke før havde haft. Det betød at deres kroppe ikke kunne tåle sygdommene, på samme måde som europæerne kunne, og derfor døde mange af dem. Det var ikke kun sygdomme, europæerne medbragte til Grønland. For europæerne var inuitternes levemåde noget, de ikke kunne forstå.
Grønlænderne blev set på, som barnlige og uvidende. Derfor tvang de inuitterne til at leve som dem. Inuitterne ændrede deres livsstil, og begyndte at finde faste bopladser. Europæerne og grønlænderne fik gang i handel. Grønlænderne fik blandt andet
tøj, alkohol og glasperler mod varer produceret fra jagt. Disse varer kunne være sæl-, hval-, ræveskind og hvalrostænder. Det var europæerne, der fik det store udbytte af varerne, der blev udvekslet.
Danmark tog i 1700- tallet, retten til handel og styring af Grønland. I tillæg sendte de i 1721 en præst til øen for at missionere. At missionere vil sige, at man forsøger at få folk til at tro på noget andet end det, de gør i forvejen. Det vil sige, at da Danmark i 1721 sendte den norske præst Hans Egede til Grønland for at missionere, ville de få grønlænderne til at blive kristne, i stedet for at have deres naturreligion. I dag er størstedelen af grønlænderne kristne, selvom de stadig har meget kontakt og respekt for naturen.
I 1953 blev Grønland en del af Danmark, de var ikke længere en koloni. Det betød at de nu skulle ligestilles med det danske folk. Desværre foregik der stadig undertrykkelse, blandt andet ved at grønlandske arbejdere fik mindre i løn, end danske arbejdere fik.
Senere har Grønland fået hjemmestyre, altså at de selv kunne tage afgørelser, der har drejet sig om Grønland. Danmark skulle fortsat bestemme over for eksempel råstoffer, politi og forsvaret. I 2008 var der en folkeafstemning, om hvorvidt de skulle have selvstyre, og 75% stemte ja. Danmark og Grønland har stadig meget kontakt, og de modtager en støtte på 3 milliarder kroner årligt, fordi man ikke tror de vil overleve uden.